Thursday Oct 10, 2024

Hvorfor er demokraterne så bange for at tale om klima?

Ugens Radio USA sætter fokus på klima og energi i den amerikanske valgkamp – fra den stolte kulminearbejder i West Virginia til Kamala Harris’ ambivalente forhold til fossile brændsler. Og så skal vi beslutte os for, hvem der er Hollywoods mest mindeværdige fiktive præsident
 

Klimaet og grøn omstilling fylder ikke det store i den amerikanske præsidentvalgkamp, men det gør ikke valget mindre skæbnesvangert på det grønne område.

Kamala Harris har travlt med at proklamere sin nyforelskelse i fracking, og at prale med at produktionen af gas og olie aldrig har været højere end de sidste fire år, hvor hun har været vicepræsident. Samtidig er der under Joe Bidens lederskab blevet lanceret historisk store programmer for grøn omstilling – blandt andet for at skabe nye grønne jobs. Rune Lykkeberg udlægger dén dobbelthed.

Og Trump? Han siger »Drill, baby, drill«. Det kan Austin Parson godt lide. Han er en 28-årig kulminearbejder med en ubrudt kæde af minearbejdere i sit stamtræ. Men han er bange for, at det snart er slut, og han har ikke tillid til, at demokraternes lovede grønne jobs kommer ham til gode. Sigrid Nygaard og Mikkel Vuorela har besøgt West Virginia, en stat præget af arbejdsløshed, fattigdom og en galopperende opioidkrise.

Den amerikanske klimabevægelse er til gengæld rædselsslagen for, at Trump vinder, ruller den grønne omstilling i USA tilbage og trækker landet fra det globale klimasamarbejde. Derfor støtter den Kamala Harris, trods hendes manglende kritik af den fossile økonomi. USA-korrespondent Martin Burcharth fortæller. 

Og endelig skal vi tale om fiktive præsidenter i film- og tv-serier. For det vrimler med dem, men hvem er den mest mindeværdige? Anna von Sperling får besøg af filmredaktør Christian Monggaard og kulturredaktør Anita Brask Rasmussen, og de indstiller hver en præsident.

Copyright 2024 All rights reserved.

Podcast Powered By Podbean

Version: 20240731